Nu sidder vi på vores dejlige hotelværelse her i Antwerpen, lige ved Grote Markt, et fantastisk stort torv i den gamle bydel med flotte gamle bygninger, et statue af byens navns oprindelse, masser af restauranter, cafeer, barer d.v.s. masser af liv. Søren drikker en øl, som han har fået forærende af en ny kontakt og jeg skriver lidt om vore oplevelser.
Byens navns oprindelse er en meget sjov og makaber historie. Navnet kommer af at en romersk kriger huggede hånden af en kæmpe, som terroriserede de skibsfarende på floden Schelde, og smed kæmpens hånd i floden. Deraf navnet Hand werpen = håndkastning.
Vi ankom jo lørdag kl.18 her til Antwerpen efter en heldigvis uproblematisk tur gennem Tyskland. Mange gange sidder vi i kø i timevis i Tyskland og ender med at lande på vores destination ved 23-24 tiden og spiser så en tør rugbrødsmad og drikker en halvlunken øl....., men ikke dennegang.
Vel ankommen kunne vi komme ud i bylivet og finde en ølbar....det er jo også derfor vi er her. Vi skyndte os hen på "Det 11.bud"( Elfde Gebod), som er et ret kendt ølværtshus her i Antwerpen. Da vi var både sultne og tørstige passede det jo fint. Det 11.bud ligger lige over for en kirke og brillerer ved at have hundredevis af figurer af Jesus, Madonna og andre kristne figurer, en prædikestol og alle mulige gudelige malerier, figurere m.m. Men så holder det gudelige også op...det er et sted med masser af øl, liv og høj snak.... så høj snak at man ikke kan høre at de rent faktisk spiller musik. Selvom stedet er kendt, er udvalget af øl ikke alarmerende stort og bliver serveret i de forkerte ølglas....
Efter et par hyggelige timer på Det 11.bud, gik vi ud i byen igen og opsøgte ølbaren " Den Engel", som Carsten Bertelsen skriver lidt om i sin bog. Her gik vi ikke ind for der var fodboldstorskærm, høj musik og gang i den - lidt ligesom den engelse pub-stil.......Ved siden af ligger baren "Den Bengel" som er helt identisk med "Den Engel"
Så vi gik ind på en bar på hjørnet ved siden af, som hedder "7 Schaken" ( de 7 led). Det er en restaurant/bar med en behagelig, afslappet stemning for alle aldre. Udbuddet af øl er "kun" på en 10-15 af slagsen, men Søren kunne da få sig en "godnat"Oude Gueze og jeg lidt varm cacao inden vi gik hjem i seng.
Søndag oprandt med regn og blæst i stride strømme, så frem med paraplyerne, som blæsten slog ihjel undervejs.
Antwerpen skulle ha`den smukkeste banegård i hele Europa, så den måtte vi se. Vi gik igennem modekvarteret MEIR med både udenlandske og belgiske designmodebutikker. Et fint sted, hvis man kan li`modetøj og har råd til det. Det næste kvarter var diamantkvarteret. Med masser af butikker, der handlede med diamantsmykker...og nogle af dem var åbne.
Men så kom vi til banegården, som er en meget, meget smuk og majestætisk bygning. Den er bestemt et besøg værd, hvis man er i Antwerpen.
Tæt på banegården ligger et dejligt ølsted, der hedder "Biercentral" med mere end 300 forskellige belgiske øl.
Vi fik ly for den silende regn og en rigtig god oplevelse. Alle deres øl er afbilledet, beskrevet og nummerede i et katalog, som man så kan bestille ud fra. Så det kan godt tage lidt tid inden man kan afgive bestilling, hvis man skal alle øllene igennem, men personalet er meget tålmodige.Stedet er stort og rummeligt med en lang bar, høje stole og lædermøbler. Skal man på toilettet i kælderen, kan man se deres store velindrettede øllager gennem nogle store glasruder. Vi fik begge en øl, som vi ikke havde smagt før og som kunne være potientielle varer til butikken derhjemme. Den ene var en Viven Porter og den anden en Val-Dieu Brune, som vi af en eller anden grund tidligere er gået udenom. Det gør vi ikke mere. Det er en dejlig, sød øl. Og Viven Porter er den første belgiske porter-øl, som vi er blevet bekendt med. Skønt sted, der bestemt kan anbefales.
Sidst på eftermiddagen blev vi tørstige igen og kom forbi en ølbar "Gollem", Suikerrui 28 v. Grote Markt, som også kan anbefales. Det er er sted, hvor de også kunne mønstre omkring 300 forskellige øl, hvoraf 30 er på fad. Deriblandt havde de westvleteren, De Struisse og de Molen, som ellers ikke var helt tilgængelige i barmiljøet.Da stemningen var noget opløftet og støjende, valgte vi at gå et andet sted hen og spise. Det foregik på en restarant, der hedder "Pelgrom". Det ser vældigt hyggeligt ud, for man sidder på træbænke i en hvælvet kælder med stearinlysbelysning. Meget "munkeagtigt", men det er et meget "turistet" sted med ligeglad betjening, kedelig mad og meget begrænset øludvalg.
Så efter maden gik vi tilbage til "Gollem", hvor stemningen nu var anderledes rolig og behagelig. Vi fortrød at vi ikke var blevet og spist der. Søren svælgede i de dejlige øl fra "de Molen" begge gange va var der og jeg fik en Kwak og en Cuvee de Chateau fra fad. Bestemt ikke sidste gang, at vi har været der.
Mandag oprandt med masser af blæst, men uden regn, så vi gik en tur langs havnen. Her er byen virkelig i forandring, der bygges en masse nye lejlighedsbygninger med super-udsigt og fine udemiljøer til. Interessant at komme tilbage til om nogle år, når det er bygget færdigt.
På vejen tilbage fandt vi baren "`t Waagstuk" på Stadswaag 20, som lå i hjørnet af en lillle plads med restauranter og barer. Allerførst tror man, at det er et lille sted, men det er det ikke. Det er et sted med dejlig blød jazzmusik og generel rolig og behagelig atmosfære. Vi fik en god snak med ejeren - en ung fyr, som havde haft stedet i 2 år og heldigvis havde bebeholdt stedets autentiske præg. Her blev vores øjne åbnet for en helt speciel øl, der kommer fra Hof Ten Dormaal - et lille gårdbryggeri, som laver super øl. Øllen var en syrlig, egetræslagret stærk ale på 12%. Rigtig farlig øl, for man kan slet ikke smage alkoholen.Vi prøver at få nogle af deres øl på vore hylder.
Vi kom i snak med en anden gæst, som opfordrede os til at besøge Antwerpens eneste bryggeri, som også husede en restaurant. Så vi gik til "´T Pakhuis",Vlaamse Kaai 76 i den sydlige del af byen om aftenen og spiste der. Flot sted med direkte udsyn til brygkedlerne, med krom og højt til loftet. Dejlig mad og deres eget bryg, hvoraf de havde en spændende humlet tripel,som man kunne købe med hjem fra restauranten.
KL.20 åbnede verdens mest kendte ølbar for specieløl, nemlig "Bierhuis Kulminator", så kl.,20.10 stod vi der. Heldigvis for det, for så var der da nogle pladser. Stedet er helt specielt med et ældre, ret gråt ægtepar, der står for det. Mutter serverer og fatter henter øllene. Der er bestemt ikke gjort noget ud af stedet - det ser nærmest ud som om de bor her og man er gæst i deres private hjem med alt hvad det indebærer af borde fyldt med papirer, bøger,m.m. Faktisk var 2 af bordene så overfyldt med alt muligt, så man ikke kunne sidde der ...kun husets vært, som sad med hovedet begravet i nogle papirer, mens mutter serverede. De resterende 4 borde blev hurtigt fyldt op med gæster fra alle steder. Der blev talt flamsk, engelsk, fransk, portugisisk m.m. for bare at nævnte nogle af de sprog vi hørte og alle sad og talte på kryds og tværs, som om alle kendte hinanden. Noget af en fest, men stedet huser også et enormt udvalg af øl. Der er mere end 600 øl, hvoraf nogle af dem, er rigtig gamle og vellagrede.
En værdig afslutning på en dejlig tur til Antwerpen.
Copyright © Den Belgiske Ølbutik 2025